Er ultralyd skadeligt for min baby?

Ultralyd scanning er uskadeligt

Det korte svar er nej! Det er der ikke noget, der tyder på. Man har anvendt ultralydsscanning indenfor sundhedssektoren i de sidste 40-50 år, og allerede i 1970-erne blev det et ganske almindeligt redskab til at diagnosticere og undersøge gravide og deres fostre. I alle disse mellemliggende år, har man ikke kunnet finde skadelige effekter af ultralyd.

Lytte hjertelyd tidligt i graviditeten

Der findes forskellige typer ultralyd. Den type man anvender til at lytte hjertelyd med, kalder man fx doppler-ultralyd. Det er den samme type ultralyd som findes i jordemødrenes lytteapparater (doptoner), og det er dem man bruger når man gerne vil høre den dejlige lyd af babys hjerte der banker derudaf.

Man ved dog i dag, at Doppler ultralyd er mere koncentreret, og påvirker vævet mere end almindelig billeddannende ultralyd. Og derfor frarådes det fra bl.a. sundhedsstyrelsen, at man bruger denne type ultralyd tidligt i graviditeten. Den tidlige graviditet, som man for fosteret også kalder organogensen, er den fase hvor fostret danner byggestenene til alle organerne.

Derfor har vi hos Aalborg Scanningshus valgt at vi ikke lytter hjertelyd før efter uge 12+0. Det har vi simpelthen valgt for at gå med livrem og seler! Der er nogle klinikker, der ikke vælger at følge disse forsigtighedsprincipper, men hos os, er det vigtigt at kunne stå 100 procent inde for vores behandlinger.

Dermed ikke sagt at vi ALDRIG lytter hjertelyd før uge 12, der kan være særlige omstændigheder der taler for det, men som udgangspunkt skal du ikke regne med at høre hjertelyden til en tidlig scanning hos os. Til gengæld ser vi hjertet slå, optager det i små klip til jer, og visualiserer det, så vi alle er trygge og glade ved at have set det vidunderlige lille hjerte slå.

Er der forskel på intensiteten ved 2D og 3D/4D scanning?

Nej, det er de samme frekvenser af ultralyd man bruger. Alle de typer ultralyd vi anvender her på klinikken er ufarlige for mor og barn.

Opvarmer ultralyd vævet?

Hvis man scanner udenpå maven, vil ultralydsbølgerne i teorien kunne opvarme det væv, der scannes. Dog er det i så små doser, at hvis man holdt proben stille i 1 time, ville vævet blive opvarmet med 0,1 grad.

For det første er 0,1 grad meget lidt, kroppens egen temperatur varierer med mere end dette flere gange i løbet af dagen.

For det andet holder man aldrig proben stille så længe af gangen. Under scanningen vil I opleve, at proben konstant er i bevægelse, for at optimere og sikre os de bedst mulige billeder og vinkler.

Kilder:
Føtalmedicinsk og gynækologisk ultralydsscanning af Ann Tabor et.al.
Sundhedsstyrelsen (
www.sst.dk)

Bestil scanning